Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Forældresamarbejde er grundlæggende for barnets trivsel i vuggestuen

Barnets trivsel understøttes af vuggestuen og forældrenes samarbejde

Vores pædagoger deler vigtige iagttagelser og overvejelser vedrørende et barns trivsel, udvikling og læring med barnets forældre. Forældrene er de vigtigste og nærmeste på barnet og derfor er et åbent samarbejde af grundlæggende karakter. Vi sikrer gennem en differentieret indsats, at forældrene oplever sig set, mødt og hørt.

Vi inviterer forældre til en opstartssamtale, hvor vi sender et velkomstbrev ud med information omkring indhold af samtalen. Her har vi fokus på at forældrene fortæller om deres barns liv og udvikling indtil nu. Sammen lægger vi en plan for barnets opstart og videre hverdag i vuggestuen den første tid.

Med tæt forældreinddragelse styrkes samarbejdet mellem familien og vuggestue

Første skridt i en vuggestue er at lære at være adskilt fra sine primære omsorgsgivere. Vi er i tæt dialog med forældrene hver dag og overleverer vigtigt information omkring barnets dag. Hvis der opstår udfordringer undervejs, afholder vi møder efter behov. Alle forældre inviteres til en opfølgningssamtale efter tre måneder. Her har vi lavet en fast dagsorden, som giver plads til, at forældrene kan komme til orde i forhold til hvad der fylder for dem.

Mangfoldighed i vuggestuen skaber værdi og vi imødekommer tosprogede familier så vidt muligt

Vi har fokus på at forskellighed er en styrke for et fællesskab. Vi har en del familier med anden nationalitet end dansk, hvorfor tradition- og kulturforskelle bliver mødt med anerkendelse og åbenhed. Vi arbejder på at alle familier skal opleve, at de bliver mødt og anerkendt for dem de er.

Halvdelen af vores børn er fra to-kulturelle familie og kræver en særlig indsats i forhold til det kommunikative. Vi samarbejder med Sprog og Integration, hvor vi kan søge om sprogstøtte på barnets modersmål. Vi bruger tolk ved den mindste tvivl omkring sprogforståelsen til vores samtaler. Når forældrene har mulighed for at udtrykke sig på deres modersmål, oplever vi, at samtalen bliver mere nuanceret. Det er vores erfaring, at det skaber fælles forståelse samt gode rammer for et givtigt samarbejde.